Når vi laver boller til fødselsdage, er det disse boller vi
laver. Man kan nu også godt bruge dem til andre lejligheder end fødselsdag. De
er helt klassiske og smager helt forrygende. I denne opskrift er der ikke sparet
på noget. Bollerne bliver meget lette og luftige og har en lækker krumme. Hvis
man har lyst til det kan man lave fyld til dem og pynte dem med glasur eller bruge dejen til forskellige horn og gifler.
50 g gær
4 dl mælk
4 æg
1 kg hvedemel
300 g smør
1 spsk sukker
1 tsk salt
3 tsk kardemomme
æggeblomme til
pensling
Gæren røres ud i den kolde mælk, hvorefter æggene tilsættes.
Kom halvdelen af melet i og slå dejen godt igennem. Den skal være helt
skinnende og glat. Det er denne proces der giver dem deres lethed og krumme.
Det er også herfra at udtrykket ”slav i bolledejen” kommer. Når dejen er slået
igennem tilsættes sukker, salt og kardemomme og det røres igennem igen. Kom det
sidste mel i og bland det hele sammen. Vend dejen ud på et bord og ælt smørret
i det. Det bliver en rimelig klistret dej som kræver lidt behændighed, men det
er vigtigt at man ikke tilføjer mere mel, da bollerne ellers bliver tørre.
Efter dejen er æltet igennem og er blevet glat, formes den til en kugle og
lægges i en skål der er smurt med smør. Stil den til hævning et lunt sted.
Når dejen er hævet vendes den ud på et bord og deles i 24
stykker. Form bollerne og stil dem til efterhævning tildækket. De skal hæve til
dobbelt størrelse. Afhængig af temperatur tager det omkring en times tid. Inden
de kommer i ovnen skal de pensles med æggeblomme, så de får en flot glans. Boller
skal bages i cirka 20 minutter i en 200° varm ovn. Lad dem køle lidt af på en
rist og server dem lune.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar