Jeg er faktisk begyndt at blive ret glad for supper. Jeg
havde et blomkålshoved og lidt andre grøntsager der skulle til at bruges snart.
Når jeg har det ender det tit med at jeg laver supper. De er nemme, smager godt
og er gode at fryse så man har en portion aftensmad til en anden god gang. Det
er ikke så længe siden jeg lavede blomkålssuppe sidst hvor jeg brugte lidt
fløde, så jeg havde lyst til noget helt andet. Jeg havde et enkelt æble og kom
til at tænke på karry. Jeg elsker karry og æble sammen med blomkål. Jeg plejer
at riste det sammen på en pande, men nu tænkte jeg at det kunne blive til en
suppe. For at give det lidt tekstur valgte jeg at riste lidt mandler til og
drysse ud over.
Opskrift
1 blomkålshoved
1 løg
2 gulerødder
1 æble
1 tsk paprika
1 tsk stødt
spidskommen
2 spsk karrypulver
1½ l god
hønsebouillon
100 g mandler
Paprika
Salt
peber
olie
Del blomkålen i mindre stykker og kom den i en gryde med
lidt olie. Steg den ved middelvarme indtil den tager en lille smule farve.
Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Skær æblerne i både og kom
begge dele i gryden. Del løget i 2 og kom det i gryden. Bland det hele sammen
og kom krydderierne i. Lad det riste indtil der breder sig en duft af
karrypulveret fra gryden. Hæld bouillonen i og lad det hele koge i et kvarters
tid. I mens ristes mandlerne på en varm pande i lidt olie sammen med noget salt
og paprika. Hvor meget afhænger af din smag. Jeg kan godt lide at de er rimelig
salte når de skal bruges til supper. Rist dem indtil de har taget en smule
farve.
Når grøntsagerne er kogt møre blendes de med en stavblender
og suppen smages til med salt og peber. Server den varm med mandlerne drysset
ud over. Man kan også komme lidt korianderblade ovenpå hvis man har det. Det
passer rigtig godt til karrysmagen.
Hurra - jeg har et par blomkål i grøntsagskuffen der venter på at blive brugt - sidste salgsdato er forlængst overskredet tror jeg:-). Nu ved jeg hvad de kan bruges til.
SvarSletHilsen Charlotte
Hej Charlotte
SletDet var godt at du kunne blive inspireret. Suppen er rigtig lækker så du skal helt sikker prøve den.
Mvh
Ulrik
Mmm, jeg er fristet! Elsker æble i supper, og med karry, det lyder godt! Den husker jeg lige :)
SvarSletKH Maiken
Hej Maiken
SletTak for din kommentar. Dejligt at høre at du blev fristet. Den var også god. Jeg håber du prøver den.
Mvh
Ulrik