- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

mandag den 20. august 2012

Thaisuppe med ris, æg og svinekam


Når jeg tænker på suppe kan jeg stadig få angstanfald af minderne om de supper jeg fik i barndommen. Klare supper med kød- eller melboller fra fryseren. Jeg tror aldrig rigtig at jeg er kommet mig over dem, så jeg har en naturlig skepsis overfor supper. Jeg kan egentlig godt lide supper, men kan helt klart bedst lide dem når de er med noget ordentlig substans. Da jeg faldt over denne her thaisuppe blev jeg dog omvendt. Den er enormt fyldig og smagfuld og så mætter den helt fabelagtigt. Sværen fra svinekammen tilføjer en super lækker knasende følelse og risen i suppen suger så meget smag til sig at man næsten ikke kan andet end at klappe i sine hænder.


Opskrift
1 svinekam med svær
1 spsk sambal oelek
100 g ris (gerne jasmin eller basmati)
8½ dl hønsebouillon
2 spsk rød karrypasta
1 tsk rejepasta (kan udelades hvis du ikke har det)
2 stilke citrongræs, banket og skåret i tynde skiver
5 cm frisk ingefær skåret i små stykker
3 æg
4 forårsløg
50 g grønne bønner
2 tomater
2 friske røde chilier
soya

Start med at tænde ovnen på 200°. Skær sværen på svinekammen næsten helt fri, så du kan smøre kødet under den med sambal oelek. Læg sværen henover igen således at kødet er dækket. Sæt den i ovnen i 2 timer. Hvis ikke sværen er sprød efter det kan du give den lidt under grill elementet indtil sværen er boblet op.
Når der er en halv times tid tilbage af stegetiden kan du starte på suppen. Start med at snitte forårsløgene, bønnerne og tomaterne i mundrette stykker. Hæld lidt olie i en gryde og kom ingefær, citrongræs og forårsløg i den og giv det 2 minutters varme. Herefter tilsættes karrypasta og rejepasta. Det skal lige varmes igennem, hvorefter risene kommes i. Tilsæt hønsebouillonen og lad det koge i 5 minutter. Kom bønner og tomater i og lad det koge indtil risene er færdige. Når risene er færdige slås de 3 æg ud i suppen direkte og de røres ud i. Der skal ikke piskes, men de skal heller ikke koagulere hele. De skal gerne fordeles mere eller mindre jævnt i hele suppen. Når æggene har sat sig tages gryden af varmen og der smages til med soya. Skær svinekammen i skiver og derefter strimler. Bræk sværen i mindre stykker. Start med at anrette suppen i en skål, fordel noget svinekød og svær ovenpå og drys herefter med frisk rød chili der er skåret i stykker. Spis suppen rygende varm.

4 kommentarer:

  1. Hold da op hvor ser det lækkert ud. Jeg har samme trauma med klam fedtet suppe med kød og melboller. Fyffer pyffer. Så jeg har i mange år blankt afvist suppe... Er imidlertid blevet omvendt og din thaisuppe ser forrygende ud. Den vil jeg prøve snarest muligt. Gad vide hvad ungerne siger til den 4 og 1 1/2) og sidst men ikke mindst. Svigerfar (80)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Monica
      Mine egne unger på 4 og 3 spiste den gladeligt. Jeg tog noget kød uden sambal til dem og skrabede det også af sværen. De spiste sig helt tykke og runde i den. Så prøv den endelig. Jeg er glad for at du kunne blive inspireret. Supper er slet ikke så slemme når man lærer dem at kende:-)
      Mvh
      Ulrik

      Slet
  2. Hold da helt op - det er en suppe der vil noget. Den der med de 3 æg - ved ikke rigtig om jeg er modig nok. Er bange for det bliver noget krims krams. Men Din supper ser SÅ indbydende ud - smukke farver.
    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for kommentaren Charlotte. Jeg vil helt klart opfordre dig til at forsøge dig med den. Tricket med æggene er at lade dem koagulere lige præcis nok til at der kommer lidt æggestykker fordelt ud i suppen. Det er altså super lækkert. Det er nogenlunde samme teknik man kan bruge når man laver stegte ris. Det værste det kan gå er jo galt og så er du en erfaring rigere :).
      Håber du forsøger dig med den.
      m.v.h.
      Ulrik

      Slet