- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

tirsdag den 14. februar 2012

Hjemmelavet leverpostej


Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far selv lavede leverpostej. Det har jeg nydt godt af, med undtagelse af det år, hvor han også dyrkede chilier, og insisterede på at fylde leverpostejen med dem. Nu laver jeg selv leverpostej med mine børn (dog uden chilier).

Opskrift:
1 kg svinelever
500 g spæk
3 store løg
100 g smør
100 g mel
1 liter mælk (eller fløde hvis man er til den slags)
6 – 7 tsk salt
3 – 4 tsk friskkværnet sort peber
3 store æg

Svinelever, spæk og løg køres igennem en kødhakker på den fine skive. Derefter kommes det i en skål og æggene tilsættes. Af smør, mel, mælk laves en opbagt sauce og der smages til med salt og peber. Lad saucen køle lidt af, og vend den herefter i leverblandingen. Efter det hele er blandet plejer jeg at give blandingen en tur med en stavblender, da mine børn ikke er så vilde med en grovhakket leverpostej. Jeg plejer at stege en lille smule af det på en pande for at teste om det er krydret nok.
Herefter hældes blandingen i foliebakker og er klar. Den kan enten fryses i rå tilstand til senere brug eller kan bages med det samme i et vandbad i ovnen ved 180 grader. Bagetiden er afhængig af hvor stor foliebakken er. Men cirka 50 minutter til 1 time er en god ledetråd. Så længe man sikrer sig at der er vand omkring den skader det ikke hvis man kommer til at give den lidt for meget.
Man kan variere denne opskrift ved at komme 200 g bacon med når man kører leveren, spækken og løgene på kødhakkeren, og så tilføje 2 spsk tørret timian til blandingen.

1 kommentar:

  1. Min Mor (nu 80 år) har alletiders fif til leverpostej: hun forer formen med fedtnet eller slør, det giver en fantastisk smag! :-)

    Eneste ulempe er, at det er vanskeligt at få uden at bestille hos slagteren....

    SvarSlet