Jeg synes at de burgerboller man kan købe i supermarkederne
er utrolig triste, tørre og smagsløse. Derfor begyndte jeg at bage dem selv.
Det er ganske nemt, hurtigt og resultatet er milevidt fra supermarkedsfætrene.
De hjemmelavede er bløde, smagsfulde og er mere end bare et sted at lægge sin
bøf.
Opskrift
6 dl. Vand
25 g. gær
1 kg. Hvedemel
50 g. sukker
20 g. honning
20 g. salt
80 g. smør
Gæren røres ud i vandet, som skal være lunkent. Herefter
tilsættes mel, salt, honning og sukker og det hele æltes godt sammen. Tilsæt
herefter smøren og ælt dejen sammen indtil den er blød, glat og smidig. Jeg
plejer at give den 5 – 10 minutter i hånden.
Sæt den herefter til hævning et lunt sted i en times tid.
Når dejen har hævet færdig formes den til boller, der dyppes i en skål med
sesamfrø og sættes på en bageplade. Lad bollerne hæve i 30 minutter. Efter den
halve time trykkes de flade så de ikke bliver for høje. Lad dem nu hæve for
sidste gang i en times tid eller indtil de er vokset til dobbelt størrelse.
Tænd ovnen på 220°. Når den er gennemvarm bages bollerne i
12 – 15 minutter. Overfør de bagte boller til en rist og lad dem køle af.
Hvor mange boller bliver der?
SvarSletDet er selvfølgelig afhængigt af hvor store man laver dem:-). Jeg plejer at få mellem 20 og 24 af en portion. Mvh Ulrik
Slet