- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

torsdag den 1. marts 2012

Lemon curd med æble

De fleste kender sikkert lemoncurd fra tilbudsglas i Netto. Det var i hvert fald sådan, at jeg stiftede bekendtskab med det. Lemon curd er, i hvert fald, i mit tilfælde, stærkt vanedannende. Når man så har en ustabil forsyningslinie der er afhængig af Nettos velvilje, er der jo ikke andet for end at lave det selv. Det er heldigvis ret nemt, og man kan selv eksperimentere med smagen.
For nylig så jeg et program fra River Cottage, hvor de havde tilsat æble til deres lemon curd. Det lød mega lækkert og skulle bare prøves. Så ud til komfuret og i gang. Resultatet blev helt fantastisk, hvis jeg selv skal sige det. Det kunne sagtens gå hen og blive den nye favorit i huset. Den friske syrlighed fra lemon curden, klæder de fleste ting rigtig godt. Man skal ikke begrænse sig til at bruge det som pålæg til morgenbordet eller eftermiddagste med scones. Prøv det også rørt med flødeskum som fyld i lagkager eller pandekager. Brug denne her med æble sammen med æblegrøden i en gammeldags æblekage. Men opdager hurtigt at det har mange anvendelses muligheder, hvis man begynder at eksperimentere lidt.


Opskrift
450 g. Skrællede og udkernede æbler
2 økologiske citroner
5 æg
1 dl. Vand
450 g sukker
130 g smør

Start med at skære æblerne i mindre stykker og kog dem møre i en gryde sammen med vandet og skallen fra de 2 citroner. Hvis de ikke bliver helt opløst af det, skal de lige have en tur med en stavblender indtil de er en meget fin pure.
I mens de koger presser man saften af de 2 citroner. De skal gerne blive 1,25 dl. ellers må man lige spæde til med lidt mere citron saft. Æggene skal slås ud i en skål og røres meget grundigt sammen med en gaffel. Der skal ikke piskes luft i, men der må ikke være synlig hvide i massen. Ellers vil man få nogle ubehagelige lange tråde i sin lemon curd.
Når æblepureen er færdig kommer man den i en skål over et vandbad med kogende vand, ligesom når man smelter chokolade, og tilsætter citronsaft, smør og sukker. Man skal røre i det undervejs, og hjælpe sukkeret med at blive opløst. I denne fase må det ikke blive over 60° varmt, da æggene så kan risikere at koagulere når de kommer i. Jeg bruger et sukker termometer for at holde styr på temperaturen når jeg laver det.
Når smøren er helt smeltet, sigter man æggene i. Dette er for at undgå evt. æggehvide strenge fra æggene. Nu skal den samlede masse varmes op til mellem 80° og 84°. Det er vigtigt at omrøre det grundigt mens det varmer. Dette er vigtigt for at opnå en jævn og cremet masse. Når lemon curden er færdig hældes den på steriliserede glas og sættes i køleskabet til afkøling. Hvis man er omhyggelig med renligheden, kan den holde sig i cirka 4 uger. Det får den nu aldrig lov til herhjemme, da det simpelthen er for godt til at lade stå.

11 kommentarer:

  1. MMmmmmmmmm du kom mig jo lige i forkøbet! Har allerede planer om at lave en portion og straffe en lagkage. Nam. Tak for god gennemgang af processen med temperatur osv!
    KH Maiken

    SvarSlet
  2. Du må endelig give lyd når du har afprøvet det i en lagkage. Jeg er helt sikker på at det er ret godt :). Temperaturen er det eneste ved det her der kan gå galt, derfor synes jeg det er vigtigt at være obs på det. Jeg er ikke pro nok endnu til at klare det på øjemål så jeg bruger mit sukker termometer. Det er super godt til det.
    Mvh
    Ulrik

    SvarSlet
  3. Jeg så samme udsendelse fra River Cottage - en portion blev fluks lavet - men ak og ve - fik lavet alt for lidt, den lemon curd fik hurtig ben at gå på. Jeg har som du også brugt det til desserter med flødeskum. Holder meget af disse udsendelser.
    Ps. Nettos er god, men den hjemmelavede er bedst - har dog ikke et sukker termometer, men det gik trods alt.
    M.v.h.
    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Charlotte
      jeg er helt vild med river cottage gutterne. De er simpelthen så inspirerende, så selvfølgelig ville jeg prøve denne her. Lemon curd er bare så lækkert i flødeskum til desserter. Det giver noget helt særligt.
      m.v.h.
      Ulrik

      Slet
  4. Tak for opskriften, den skal prøves!
    KH: Vibeke

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Dejligt du kunne blive inspireret. Håber du sætter lige så meget pris på resultatet som jeg gør :)

      Slet
  5. Jeg er fuldstændig enig - lemoncurd er frygtelig, frygtelig vanedannende! Da jeg på et tidspunkt brugte det i cremen til en bryllupskage, blev jeg nødt til at give den overskydende lemoncurd til brudeparret, så jeg ikke forgreb mig på det :-D

    Spændende detalje med æblerne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes helt bestemt at æblerne gjorde gode ting for det.
      Det lyder mega godt med det som fyld i en bryllupskage. Brugte du det rent eller rørt op med noget?
      Mvh
      Ulrik

      Slet
    2. Jeg brugte det i en smørcreme, og citroncremen gav et fint modspil til den solide mudcake, som resten af bryllupskagen bestod af :-)

      Slet
    3. Ja, lemon curd klæder altså mudcake helt fantastisk. Jeg har også lige eksperimenteret med det.
      m.v.h.
      Ulrik

      Slet
  6. Hej I to,

    Hvor lyder det dog som en god ide. Det vil jeg helt klart også afprøve. Jeg fik lemon curd første gang som den klassiske del af en afternoon tea i London. Det var et skønt bekendtskab, som jeg siden både har lavet flere glas af selv, samt haft med hjem i lødig kvalitet fra England

    SvarSlet