- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

torsdag den 28. marts 2013

Anmeldelse af Cafe Druedahls




Første servering
 Vi har fra bloggens start haft lyst til at anmelde spisesteder, når vi nu alligevel var ude at spise. Det er bare ikke rigtig blevet til noget før nu, da vi ikke har været gode nok til at få taget billeder af maden. For et stykke tid siden fik vi mulighed for at gå ud og spise uden børn. Det er ikke særlig ofte vi kan det, så vi ville rigtig gerne finde et godt sted. Vi havde dog ikke ret mange penge at bruge på det, så det skulle også være til at overkomme økonomisk. Det er jo ikke det nemmeste i verden, at finde noget der både er billigt og godt, men det lykkedes os faktisk. Vi gik på Cafe Druedahls, der ligger på gågaden i Roskilde. Heldigvis var der plads til os, selvom vi ikke havde bestilt bord. Ingen af os havde været der før, så vi vidste ikke rigtig hvad vi kunne forvente. 

Vi blev mødt af en meget glad tjener, som vi spurgte, om vi lige måtte kigge i menuen. Der er ingen priser at se fra gaden, så vi vidste ikke, om det lå inden for vores økonomiske rammer. De havde et ret almindeligt menukort med burger og sandwich, men ud over en standard cafemenu havde de tartine. Tartine er den franske udgave af tapas. Man kunne vælge mellem at få 5,7 eller 9 små retter til 179, 209 eller 239 kr.

Vi blev sat ved et hyggeligt bord og fik menukortene. Vi læste lidt mere på hvad tartinen indeholdt og det lød rigtig lækkert. Vi besluttede og begge for at prøve noget nyt og det passede helt perfekt til det vi havde lyst til. Vi valgte at få 7 retter hver, da der simpelthen var for mange lækre ting at vælge mellem. Vi valgte nogle af de samme, men nåede stadig op på 11 forskellige retter. Retterne kommer i to serveringer og man skal vælge retter fra begge serveringer. Vi var meget lang tid om at vælge, da der var så mange af de spændende retter vi havde lyst til. Efter vi havde bestilt kom der meget hurtigt en brødkurv med lækkert hjemmelavet brød og en tallerken med græsk olivenolie. Vores tjener foreslog at vi dryssede olien med deres urtesalt, da det åbnede olien op. Både brødet og olien var utrolig godt og smagfuldt. Olien havde en fantastisk frugtagtig smag og saltet med urterne gav det fede fra olien et rigtig godt modspil. Brødet var et lidt groft lyst brød med en god sprød skorpe og en dejlig sej krumme.
Første servering
I første servering fik vi krebsehaler i piment, 2x stenbiderrogn m/cremefraiche, rødløg og rugbrøds tuille og carpaccio m/parmesan og trøffelolie.
Krebsehalerne var lidt våde, men smagte godt og havde et stærkt pift, der gjorde retten interessant. Carpaccioen var helt perfekt tyndt skåret og var meget velsmagende. Parmesanen var meget kraftig og det matchede det rå kød rigtig godt. Trøffelolien kom ikke rigtig til sin ret og blev egentlig ret overdøvet af parmesanen. Hvis ikke man vidste at den var der, er det ikke sikkert at man havde opdaget det. Retten var dog overordnet stadig en rigtig god oplevelse. Retten med stenbiderrogn var en anden historie. Den blev serveret på en bund af frisk salatblade. Alle komponenterne i retten var rigtig delikate og passede godt sammen. Den var ubetinget denne serverings bedste ret. Stenbiderrognen var meget frisk og havde en god salt smag der klædte den sprøde tuille, der med sin tunge smag af rug lagde en god bund i munden. Den friske salat og de skarpe rødløg gav hele retten en perfekt balance.

Anden servering
I anden servering fik vi spansk kartoffeltortilla, saltkartofler med aioli, farseret portobello svamp, bagte forårsløg m/gedeost og lufttørret skinke, piroq m/skaldyr og spinatcreme, smørstegte kammuslinger m/røget blomkålscreme og bacon, stegt svinemedaljon med spidskål og korianderfrø og til slut braiseret lam m/grønne linser. Vi havde begge valgt kammuslinger og lam. Det var to af de bedste retter. Kammuslingerne var stegt helt perfekt og havde en virkelig velsmagende stegeskorpe. Sammenlignet med de andre retter og hvor fulde af smag de var, var saltkartoflerne lidt en skuffelse. De var efter Ulriks mening slet ikke saltede nok til at det kom til udtryk. Aiolien var rigtig god, men retten var nu alligevel lidt for kedelig i forhold til de andre retter. Den farserede portobello svamp smagte utrolig godt. Stokken var taget ud og hakket med en del krydderurter, grøntsager og noget fetaost. De smagte helt fabelagtigt godt og var en af Ulriks favoritter. For ham var den nok aftenens største overraskelse, da der var så meget saft og kraft i den ret. Jeg synes generelt, at det var nogle spændende retter, men de fleste manglede salt. Det gjorde ikke så meget, for der stod noget lækker kryddersalt på bordet, men nogle af retterne kunne godt have brugt salt under tilberedningen. Ulrik var enormt glad for svinemedaljonen, som var vendt i hele korianderfrø, før den blev stegt. Det gjorde at medaljonen fik en nærmest lakridsagtig smag som fyldte hele munden og samtidig gav de retten til knas og tekstur. Jeg var særlig glad for forårsløget med gedeost og skinke. Forårsløget var viklet om osten, og det hele var omviklet med en god luftørret skinke. Min eneste anke ved den ret var, at det var svært at skære gennem forårsløget og skinken måtte godt have været mere sprød. 
Anden servering
Alt i alt var det en rigtig hyggelig aften, der både bød på smilende og lattermildt serveringspersonale og dejlig mad. Prisen taget i betragtning var det overordentlig godt og bestemt et sted vi gerne vil besøge igen. En af tjenerne, som jeg håber, var ny, vidste stort set intet om retterne og kunne faktisk ikke huske hvad han skulle præsentere, men han tog det med et smil og det gjorde vi også. Den ene gang måtte han melde helt fortabt og præsentere retten som en overraskelse. Men han var sød og smilende og man kunne jo selv huske hvad man havde bestilt.
Vi så også nogen få serveret deres burger, som så virkelig lækker ud og ikke bare var en tør og kedelig cafeburger. Den skal vi helt sikkert prøve i den nærmeste fremtid. Generelt så deres mad meget indbydende og veltilberedt ud. Det er helt sikkert et sted vi kommer kommer igen, da maden var lækker, personalet smilende og venlige og priser var overordentlig rimelige.
Vi kan derfor varmt anbefale et besøg på Druedals, hvis man er i området.

Info:
Cafe Druedahls
Skomager gade 40
4000 Roskilde.

1 kommentar:

  1. Har i dag været på ovennævnte Café og få Brunch med fire veninder! Maden var helt i top, men det var en stor skuffelse at man skulle betale ekstra for kaffe eller te! Man skulle endda betale yderligere for en opfyldning....!? Så er det jo en udskrivning uden lige! Efter min mening en meget dårlig kundepleje! Det var nu også en ret "larmende" "musik" de spillede i skrattende højtalere! ;-(

    SvarSlet