- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

mandag den 18. februar 2013

Langtidsbraiseret skank med salat af grønkål, æble og spirede grønne linser


Weekenden stod på sommerhustur med ild i pejsen, familiehygge, langtidsbraiseret svineskank og salat af grønkål, æble og spirede grønne linser. Vi er rigtig glade for simregris og det har kløet i mig, for at prøve at bruge mine nyspirede linser. De gik rigtig godt sammen med æblerne og kålen og hele salaten gik godt i samspil med det møre svinekød og den sprøde svær. Egentlig havde vi en portion lasagne med fra fryseren, men da Ulrik faldt over skanken på tilbud, blev planerne hurtigt ændret. Heldigvis kan lasagnen godt holde sig til i morgen, for jeg kunne ikke drømme om at smide den ud. Denne opskrift var nok til to voksne og to børn, der ikke var særligt sultne.

Opskrift
1 svineskank
2 håndfulde skyllet og hakket grønkål – skal være frisk
1 æble
1 avokado
1 håndfuld linsespirer
1 tsk. flydende honning
1 spsk. god olivenolie
1 tsk. hvidvinseddike
salt og friskkværnet peber

Rids skanken grundigt og gnid masser af salt ind i den. Krydder med friskkværnet peber og stil den i et ildfast fad. Hæld lidt vand i bunden, du kan også bruge øl. Vi lagde desuden et par laurbærblade og et par enebær ned til den. Skanken skal braisere i 3-4 timer ved ca. 170°
Når skanken er ved at være færdig skal salaten laves. Det tager ikke ret lang tid, så du skal ikke begynde for tidligt, så bliver æblerne bare brune. Skær æblet og avokadoen i tynde skiver og bland dem med grønkål og linser. Rør honningen sammen med eddike og olivenolie og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten og vend den igennem med fingrene. Så har du en nem salat, der står rigtig godt til svinekød, men også ville være god til kylling eller en god grillpølse. Den stod virkelig på selvforkælelse og familiehygge og denne ret, var perfekt til. Der en minimal forberedelsestid og resultatet var lækker og velsmagende simremad. Perfekt til en sommerhustur, hvor tempoet kom helt ned i gear. Men mon ikke, at vi også laver noget der minder om snart igen herhjemme. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar