- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

onsdag den 31. oktober 2012

Osteboller


I dag var det tid til at få fyldt brødskabet op igen. Jeg havde et stykke cheddar liggende i køleskabet, så valget faldt på osteboller. De er enormt velegnede til en madpakke eller som tilbehør til supper. De er nemme at lave og holder sig rigtig godt i fryseren. Hvis man vil have dem lidt grovere kan man erstatte op til 1/3 del af melet med fuldkornsmel og erstatte mælken med vand. Man kan også tilsætte tørret chili, men af hensyn til ungerne afholder jeg mig fra det.


Opskrift (cirka 18 styk)
5 dl vand
2 dl mælk
25 g gær
900 g hvedemel
50 g smør
1 spsk sukker
10 g salt
150 g ost til dejen
50 g ost til topping

Start med at røre gæren ud i vandet. Imens smeltes smørret i mælken i mikroovnen eller i en gryde. Når der er smeltet hældes det i vandet. Tilsæt herefter mel, sukker, salt og ost. Ælt det sammen til en ensartet dej, der er let klistret. Det tager cirka 5 minutter. Lad den hæve lunt i en times tid eller til dobbeltstørrelse. Når dejen er hævet formes den til boller, der trykkes flade. Fordel resten af osten ovenpå bollerne og lad dem efterhæve i en time igen. Bag dem i en forvarmet ovn ved 190° i cirka 20 minutter. Bollerne skal være gyldne og osten skal være smeltet og let knasende. Lad dem køle af på en rist eller spis dem lune med det samme. Velbekomme.

2 kommentarer:

  1. super, glad for at jeg requestede dem

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt. De er meget lige til at lave. Du skal prøve dem med chili, det gør altså underværker for dem :).
      m.v.h.
      U

      Slet