Siden jeg hørte om konceptet wedge salat for et lille års tid siden, har jeg haft lyst til at prøve at lave en. Jeg kan lide alle delene, sprød iceberg, danablue, creme fraiche, knasende bacon og kombinationen synes jeg lød rigtig lækker. Jeg fik endelig lavet den til forret her til aften og jeg blev ikke skuffet. Den var lige så god, som jeg havde regnet med.
Opskrift:
1 iceberg
150 g danablue
2 dl. creme fraiche
1 fed hvidløg, presset
1 spsk. dijon sennep
2-3 spsk. limesaft
salt og peber
et par skiver god bacon
1-2 tsk. sukker
Skær baconen i skiver og steg den på panden, til den er sprød. Mens du holder øje med at baconen ikke brænder på, kan du lave dressingen. Skær danabluen i mindre stykker og bland den med creme fraiche, hvidløg, dijon sennep, limesaft, salt og peber.
Når baconen er sprød, drysses der med sukker, så den kandiseres og salaten skæres i fire kvarte. Læg et stykke iceberg salat på tallerknen, hæld dressing over og drys med kandiseret bacon.
Jeg var virkelig vild med denne måde at spise iceberg på og dressingen kan også bruges til meget andet. Den ville for eksempel være lækker på en god bøf.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar