- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

søndag den 3. juni 2012

Kylling med aubergine og marokkanske citroner


Når jeg laver mad, sker der tit det at retten udvikler og ændrer sig undervejs. Jeg oplever tit at det, jeg havde i tankerne inden jeg gik i gang er helt anderledes end det endelige resultat. Vi har en ambition om at spise flere grøntsager herhjemme, og jeg ville derfor lave noget stirfry med lidt kylling. Jeg havde egentlig ikke tænkt at der skulle saltede citroner i denne ret, men da jeg smagte på den undervejs manglede den noget syrligt. I stedet for at bruge noget limesaft eller lignende valgte jeg citronerne. Jeg tænkte lidt i retning af gremolata med citron, hvidløg og persille. Citronerne passede helt utrolig godt til auberginerne, og løftede hele retten op på et andet plan. Jeg bliver ret ofte overrasket over, hvor mange forskellige ting de saltsyltede citroner kan bruges til. Det er en af de ting, jeg bestemt ikke ville undvære at have på lager i køkkenet.


Opskrift
400 g kylling i tern
1 aubergine
1 rød peber
2 rødløg
3 fed hvidløg
100 g champignon
1 bundt persille
Olivenolie
Salt
Peber

Start med at skære kyllingen i mundrette stykker. Steg den herefter i olivenolie på en pande ved middelhøj varme til den begynder at tage farve. Krydr den med salt og peber. Mens kyllingen steger, snittes grøntsagerne. Man skal fjerne indmaden på citronen og lige skylle den under vandhanen. Prøv at få dem i nogenlunde samme størrelse, så de bliver tilberedt samtidig. Når kyllingen er færdig tages den af panden, og løg, aubergine og champignon kommes på. Når auberginen og løgene er blevet matte kommes den røde peber, hvidløg og citron på. Steg det hele sammen i 5 minutter og kom herefter kylling og den fint hakkede persille ved. Rør det hele sammen og giv det yderligere 5 minutter ved lav varme. Herefter er det klar til servering. Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar