- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

fredag den 29. juni 2012

Bløde kanelsnegle


Kanelsnegle er noget af det jeg bager oftest herhjemme. Det er en af de mest almindelige kager, og jeg tror aldrig jeg er stødt på en der ikke kunne lide dem. De findes i et utal af variationer, men jeg foretrækker dem når de er lavet af saftig bløddej og er dejligt snaskede af remonce, sådan lidt i retning af en god onsdagssnegl. Det er få ting der efter min mening er værre end tørre kanelsnegle. Ungerne elsker at være med til at bage dem og da de er nemme og hurtige ender det tit med dem, hvis ungerne plager om at få lov til at bage.


Opskrift dej (cirka 18 styk)
4 dl mælk
20 g gær
1 æg
600 g mel
100 g smør
 1 spsk kardemomme
50 g sukker
1 tsk salt

Opskrift fyld
200 g brun farin
50 g sukker
125 g smør
50 g revet marcipan
2 spsk lys sirup
1 spsk kanel

Til dejen smeltes smørret i en gryde, hvorefter mælken tilsættes. Gæren røres ud i blandingen og resten af ingredienserne kommes i. Ælt det igennem til det samler sig til en blød og smidig dej. Dejen skal ikke være klistret, så tilsæt evt. mere mel for at opnå det. Lad den hæve i 1 time et lunt sted eller til dobbelt størrelse. Mens dejen hæver laves remoncen. Start med at blande alle ingredienserne undtagen smørret. Tilsæt herefter smørret og vend det hurtigt igennem. Jo mindre man bearbejder det, jo større er chancen for at det ikke skiller i ovnen og flyder ud af sneglene.
Når dejen er hævet rulles den ud i et rektangel til cirka 3 mm tykkelse. Fordel remoncen ovenpå, og skær dem i 1 cm tykke skiver. Læg dem på en plade med bagepapir. Det er vigtigt at de ikke får lov til at efterhæve for længe. Jo længere de efterhæver jo mere ”brød” agtige bliver de i konsistensen. Tænd for ovnen 200° og når den er varm sættes sneglene ind. De skal bage mellem 12 – 15 minutter. Hold øje med dem når det nærmer sig, da de kan brænde hurtigt på grund af sukkeret. Når de er færdige tages de ud, og man kan med fordel lægge et let fugtigt viskestykke over dem. Det forhindrer at de tørrer ud mens de køler. Pynt dem evt. med lidt glasur hvis du er til den slags.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar