- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

mandag den 28. maj 2012

Kuvertbrød lavet med hønsebouillon


I går så jeg en artikel i Politiken, hvor der var en opskrift på brød der brugte hønsefedt i stedet for olie. Det gav mig ideen at bage et kuvertbrød, hvor jeg erstattede vandet med ren hønsebouillon. Målet var et brød der smagte som når man dypper et kuvertbrød i en god hønsesuppe. Jeg brugte min sædvanlige fremgangsmåde, men udskiftede som sagt bare vand med bouillon. Resultatet blev meget tæt på det jeg gerne ville opnå. Brødene smager helt tydeligt af en god hønsebouillon, men har derudover en rigtig behagelig ”fed” fornemmelse i eftersmagen, som jeg vil gætte på kommer fra den smule fedt der er i bouillonen.


Opskrift (15 styk)
6 dl god hønsebouillon
10 g gær
½ dl olivenolie
600 g hvedemel
200 g rugmel
1 tsk lys maltsirup
10 g salt

Start med at røre gæren ud i væsken. Tilsæt derefter olie, mel, sirup og salt og rør dejen igennem indtil alt melet er vådt. Rør den hurtigt indtil den er jævn og smidig. Sæt den til hævning i cirka 2 timer. Når dejen har hævet drysses et bord med mel og den vendes ud på det. Del dejen i passende størrelser og form dem som du ønsker. Sæt dem efterfølgende til efterhævning i cirka 2 timer eller de er vokset til dobbelt størrelse. Tænd for ovnen på 220°, og når den er varm bages brødene i cirka 20 minutter. Hold øje med dem efter 15 minutter og tag dem ud når de er færdige. De skal lyde hule når man banker dem i bunden. Sæt dem på en rist og lad dem køle.
Jeg har af naturlige årsager ikke brugt dem til andet endnu end smagstest, men jeg kan se rigtig mange anvendelses muligheder for dem. Både som kuvertbrød og evt. til en god sandwich. Jeg forestiller mig også at man kunne lave nogle ret gode croutoner til en blendet grøntsagssuppe.

2 kommentarer:

  1. Spændende! Det lyder som et utrolig lækkert brød :) Hvor har du forresten købt lys maltsirup?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Line
      jeg synes selv at det blev rigtig lækkery. Jeg glæder mig til at bruge det til noget rigtigt:). Jeg har planer om en blendet rodfrugtsuppe til det.
      Jeg har købt den lyse maltsirup i Superbrugsen. Den er vist fra skærtoft mølle. Den største forskel på lys og mørk er efter min mening at den lyse ikke har den nærmest brændte smag som den mørke har. Den lyse smager mere i retning af let syrlig karamel. Jeg brugte den for ikke at drukne kylling smagen.
      Mvh
      Ulrik

      Slet