- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

mandag den 28. maj 2012

Kanelkage med appelsinblomst vand og kokos


Forleden så jeg en kage hos Dronningemad, som jeg blev utrolig fristet af. Maiken fik virkelig solgt kagen godt, og jeg vidste at det var den næste kage jeg ville lave når lejligheden bød sig. Jeg har dog valgt at ændre lidt i den. Jeg elsker appelsinblomst vand sammen med kanel, og har derfor smagt cremen til med dette. Derudover har jeg tilsat kokos til toppingen, for at få lidt tekstur i den. Grundopskriften på selve kagen er den samme.


Opskrift kage
120 g smør
400 g sukker
5 dl kærnemælk
400 g hvedemel
4 tsk. stødt kanel
2 tsk. natron

Smørcreme
200 g smør
150 g flormelis
50 g honning
2-3 spsk appelsinblomst vand

Topping
150 g brun farin
1½ dl. piskefløde
100 g kokosspåner

Til kagen piskes smør og sukker blødt, hvorefter kærnemælken tilsættes. Pisk dejen sammen, og tilsæt herefter resten af ingredienserne og rør dejen jævn. Fordel dejen i en smurt springform på 24 cm, og bag den i ovnen ved 190° i 50 minutter. Den er færdig når der ikke hænger dej ved på en strikkepind man stikker i midten på den. Lad kagen køle af, og flæk den herefter i 2.
Til smørcremen piskes smør, flormelis og honning sammen til en jævn og blød masse, hvorefter der smages til med appelsinblomst vand. Fordel cremen i kagen og læg den sammen. Sæt den på køl mens du laver toppingen.
Kom alle ingredienserne til toppingen i en gryde og lad det simre igennem i cirka 10 minutter. Når det er kølet af til cirka håndtemperatur fordeles det på toppen af kagen.
Tusind tak til Dronningemad for inspirationen.

2 kommentarer:

  1. Kære Ulrik,
    Hvor ser den lækker ud. Det lyder lækkert med din variation, selvom den originale nok altid vil have en særlig plads i mit hjerte :)
    Jeg håber du/I nød den?
    KH Maiken

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maiken
      Vi nød den virkelig meget. Den kan virkelig noget helt særligt den kage og jeg synes den var overraskende nem at lave. Jeg kan sagtens forstå at den originale er noget særligt for dig. Jeg har også en masse opskrifter som jeghar minder omkring. Og så bliver de jo per definition verdens bedste.:)
      Mvh
      Ulrik

      Slet