- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

torsdag den 24. maj 2012

Kirsebær cheesecake med marengs


Jeg var, for efterhånden en del år siden, i USA og besøgte i den forbindelse en Cheesecake Factory. Specielt en af deres cheesecakes satte sig fast i hukommelsen. En cherry cheesecake. For mig er kombinationen af den søde og lidt syrlige kirsebær i skøn forening med den cremede ost himmelsk. Jeg har gået og tænkt på hvordan det skulle gribes an i et stykke tid, og var endelig kommet frem til en ide. Jeg forestillede mig en fin lyserød kage, med et låg af lækker marengs. Jeg har ikke prøvet at lave den før, så det er jo altid spændende hvad man rent faktisk ender med. Jeg synes selv at resultatet blev meget tæt på det jeg havde forestillet mig, og der var flere positive tilkendegivelser omkring kagen, da den blev serveret for svigerfamilien. Min oplevelse var at den er bedre dagen efter den er lavet. Så i fremtiden når jeg laver cheesecake skal det helt sikkert være dagen før end jeg skal bruge den.


Opskrift
300 g digestive kiks
120 g smør
600 g philadelphia
200 g creme fraiche
400 g kirsebærsauce
150 g sukker
5 æg
2 spsk limesaft

Marengs
3 æggehvider
125 g sukker
½ dl vand

Start med at knuse kiksene til fine krummer, og bland dem med det smeltede smør. Kom blandingen i en smurt 24 cm form og tryk den godt ned og fast. Sæt den på køl indtil den skal bruges.
Tænd ovnen på 160° og begynd på ostemassen. Start med at si kirsebærsaucen så du har kirsebær og sauce for sig. Jeg tror ikke man kan bruge et glas dessert kirsebær, da saucen/lagen her er for tynd. Kom philadelphia og creme fraiche i en skål og rør det sammen indtil det er blødt. Du kan godt bruge en håndpisker, men der skal ikke piskes luft i det. Tilsæt herefter sukkeret og æggene et efter et. Til sidst tilsættes kirsebærsaucen og limesaften. Kom blandingen i formen med kiksebunden og bag den i ovnen i 55 – 60 minutter. Den skal være lidt blævrende i midten, da den sætter sig yderligere når den køler. Hvis den får for meget farve kan man dække den med sølvpapir. I mens kagen bager blendes de resterende kirsebær til en fin masse. Når kagen er bagt og er kølet en lille smule fordeles kirsebærmosen på kagen. Ovnen skrues op til 230° og marengsen laves. Jeg valgte at lave en italiensk marengs, da jeg bedst kan lide konsistensen på det.
Start med at komme sukker og vand i en gryde. Det skal koges til en sirup, der sætter sig meget fast når den køles. Det testes ved at dyppe en teske i den og så se konsistensen. Det plejer at tage cirka 5 minutter i kog. I mens piskes æggehviderne stive med bløde toppe. Når siruppen er klar kommes den meget varme sirup i æggehviderne, mens der piskes på fuld fart. Hæld det forsigtigt i en tynd stråle indtil al siruppen er tilsat. Herefter piskes marengsen indtil den er kølet lidt af igen. Fordel marengsen ovenpå cheesecaken og sæt den i den varme ovn indtil marengsen har taget farve. Det tager cirka 5 minutter, men hold godt øje med den. Den kan hurtigt få for meget.

9 kommentarer:

  1. Superlækker, jeg elsker ostekage og alle slags, har ikke smagt en cheese cake hvor kirsebærerne er blandet i kagen, kun ovenpå, det skal da prøves! Jeg har os lavet en slags ostekage idag, ligesom der er pandekage dag og vaffeldag, så må det være ostekage dag idag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes at kirsebærsmagen også skulle i kagen, da jeg er helt vild med kirsebær. Det med at have kage dage lyder som en fremragende ide. Den tror jeg at jeg vil indføre herhjemme :).
      m.v.h.
      Ulrik

      Slet
  2. Hvor er den dog fantastisk smuk!
    Mon man ikke kunne putte stykker af mørk chokolade i også, og ende med en Garcia-udgave..? :)
    KH Maiken

    SvarSlet
    Svar
    1. tusind tak for din kommentar. Man kan helt sikkert komme chokoladestykker i. Kirsebær og chokolade går man i hvert fald sldrig helt galt med. :)
      Mvh
      Ulrik

      Slet
  3. Ser meget lækker ud! Hvor mange personer er opskriften til og tror du man kan lave ostekagen dagen i forvejen, og så bage den med marengstoppen inden servering, eller skal det hele køle af?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tine
      Mamge tak for din kommentar. Der er til cirka 10 personer i denne portion. Hvis du gerne vil lave den i forvejen ville jeg bage ostekage delen dagen før og så lave marengsen på dagen og give den en hurtig tur under grillen. Selve cheesecake delen er i øvrigt endnu bedre efter en dag. :)
      Mvh
      Ulrik

      Slet
  4. Hej jeg vil høre om denne idé er helt gal: i stedet for kiks kan man så evt bruge pebernødder i stedet og så lave en jule-kirsebær-cheesecake?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej det er bestemt ikke en dårlig ide. Jeg har selv tænkt det da vi havde lavet for mange pebernødder hen over julen. Du kan evt tilføje lidt vanilje til ostemassen. Det ville stå godt sammen med pebernødderne.
      Mvh
      Ulrik

      Slet
    2. 1000 tak for svaret - jeg tester en af dagene - jeg skal nok komne med en tilbage melding.

      Slet