- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

søndag den 15. april 2012

Jordbærtærte med mazarin og chokolademousse

 Jeg elsker jordbærtærte, men har det lidt tungt med at betale det for dem som bagerne efterhånden vil have. Derfor er jeg begyndt at lave dem selv. Så kan man også selv justere forholdene så de passer til ens egen præference. Jeg laver den med mazarinmasse, chokolademousse og konditorcreme. Den er ganske syndig, men smager helt fabelagtigt. Når man laver den skal man sørge for at bruge så gode jordbær som man har mulighed for at få fat i. Den er ikke meget værd, hvis man bruger udvandede frostjordbær. Sørg for at have rigeligt med jordbær. Min erfaring er at der ryger et par stykker mens man gør dem klar til kagen. I hvert fald hvis man har børn eller en jordbærglad kone der hjælper til. Jeg selv kunne selvfølgelig aldrig finde på at plyndre jordbærskålen undervejs.



Opskrift
1 portion mørdej
3 dl kagecreme
1 portion mazarinmasse
1 portion chokolademousse
2½ dl. Piskefløde
700 g friske jordbær

Opskrift mazarinmasse
150 g marcipan
100 g sukker
70 g smør
2 æg
1 tsk. Mandelessens

Opskrift chokolademousse
150 g marshmallows
100 g mørk chokolade
¾ dl mælk
2 dl. Piskefløde

Alle ingredienserne til mazarinmassen piskes sammen i en skål, til det er en jævn og ensartet masse. Mørdejen rulles ud og lægges i et tærtefad. Herefter fordeles mazarinmassen i tærtebunden og det hele bages ved 180° i cirka 20 minutter. Mazarinmassen skal være gylden men må ikke være brændt. Det er vigtigt at tærten e bagt færdig, da den ikke skal bages yderligere. Når den er færdig tages den ud og sættes til afkøling.
Mens tærten køler af smeltes marshmallows og chokolade sammen over et vandbad. Når det er smeltet sammen tilsættes mælken og det røres sammen til en homogen masse. Når Massen er kølet ned til stuetemperatur piskes fløden til skum, og det hele røres sammen. Kom blandingen ovenpå den afkølede tærtebund. Lad det stå i hvert fald 4 timer eller gerne natten over.
Til vanilliecremen røres kagecremen igennem til den er jævn og glat. Herefter piskes fløden til skum og det vendes forsigtigt sammen. Fordel det ovenpå chokolademoussen.
Rens jordbærrene og skær bunden af dem. Fordel ovenpå cremen, jo flere jo bedre.
Tærten kan sagtens laves i forvejen, men vent med at pynte med jordbærrene indtil den skal serveres. Hvis der er rester kan de holde sig i en tætsluttende beholder i køleskab i et par døgn, men bliver lidt mere ”soggy”.



2 kommentarer:

  1. Hej. Lyder som en rigtig god opskrift! Hvor mange personer er denne opskrift til? Mvh Catrine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Catrine
      tak for din kommentar. Det kommer an på hvor store stykker man skærer ;) men denne portion kan give mellem 12 - 14 fornuftige stykker.
      Mvh Ulrik

      Slet