Jeg elsker duften af nybagt brød. Derfor bager jeg ret
meget, og gerne mange forskellige slags brød. Det her foccacia er noget af det
jeg bager mest. Det er rigtig velegnet som kuvertbrød til aftensmaden og kan
varieres så det passer til retten. Det er sejt og sprødt og har en dyb smag fra
surdejen.
Opskrift
800 g proteinrig
hvedemel
200 g durummel
8 dl. vand
5 g gær
½ dl. Surdej
1 dl olivenolie
1 tsk. Honning
20 g. salt
Olie, salt og
rosmarin
Begynd med at blande vand, gæren og surdejen. Derefter
tilsættes melet sammen med honningen og olien. Tag gerne en ½ dl. dej og kom tilbage i din surdej, så du har til næste gang lysten til at bage kommer over dig. Rør det kort igennem og tilsæt
herefter saltet. Denne her dej er ret fugtig og skal bare røres igennem indtil
der ikke er melklumper i. Stil den herefter til hævning et lunt sted i mellem 4
og 24 timer. Den kan også komme i køleskabet i 24 – 48 timer. Når den er hævet,
og man kan se tydelig luftbobler i den hældes den ud på en bageplade og skal
efterhæve cirka 2 timer. Når den er klar hældes der lidt olie over og det
drysses med salt og rosmarin. Bag det i en forvarmet ovn ved 250° i cirka 30
minutter afhængig af hvordan din ovn varmer. Når det er bagt færdigt skal det
køle lidt af inden servering. Giv det gerne et lille skvæt olivenolie mens det
køler af smagens skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar