- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

lørdag den 18. februar 2012

Tunesisk mandelkage med sirup af citrusfrugter

Jeg nyder enormt meget at bage kager. Specielt når de er så nemme at man bare kan gå stress frit og hygge sig med det. Efter at have set en opskrift på en marokkansk appelsinkage på Dronningemad, kom jeg i tanke om en tunesisk mandelkage, som jeg ikke har bagt længe. Den er fantastisk saftig og svampet og har en vidunderlig syrlighed fra citrusfrugter. Mandler giver kagen lidt bid, selv om en er så blød at den smelter på tungen. Kagen er enormt nem at lave, og kræver et minimum af arbejde og giver et maksimum af smag.

Opskrift
Dej:
45 g rasp
200 g mandler
200 g sukker
1½ tsk. bagepulver
1,8 dl olie (ikke oliven, ellers frit valg)
4 æg
Skallen af 2 øko appelsiner (man kan også bruge blodappelsiner)
Skallen af 1 øko citron

Sirup:
Saften fra citrusfrugterne
90 g sukker
1 kanelstang
5 kardemomme kapsler
1 nellike

Hvis man ligesom mig er af den dovne overbevisning, og ikke gider at stå og smutte mandler, kan man sagtens bruge dem med skal på. Det giver lidt farve i kagen og en lille smule mere bid.
Start med at tænde ovnen på 170°. Jeg bruger aldrig varmluft til kager, da jeg synes det kan have en tendens til at tørre dem ud på overfladen. Mandlerne, enten smuttede eller ej, blendes til mel i en foodprocessor. Derefter kommes resten af de tørre ingredienser og citrusskallerne i og det hele blendes sammen. Æggene kommes i et efter et, mens der blendes og til sidst tilsættes olien. Sørg for at massen er fin og ensartet før den kommes i en form smurt med olie. Denne portion passer til en springform på 24 cm. Kagen bages i ca. 40 minutter. Jeg plejer at kigge til den efter 30 minutter, og så følge med indtil den er færdig. Man kan se den er færdig, når der ikke hænger dej fast på en spisepind man stikker i den.
Mens kagen bager, kommer man alle ingredienserne til siruppen op i en gryde og det koges sammen. Jeg brugte blodappelsiner denne gang, da det var det jeg havde. Det giver en mere rød sirup. Man kan udskifte krydderierne efter egen smag f. eks. kan man tilføje stjerneanis i stedet for kardemommen. Det skal ikke koges ret meget ind, da siruppen ikke skal være tyk. Dette kan selvfølgelig gøres efter egen smag, men siruppen skal kunne absorberes af kagen efterfølgende.
Når kagen kommer ud af ovnen, prikker man den over det hele med en kødnål og siruppen øses over den med en spiseske. Det kan godt tage lidt tid for den at absorbere siruppen, så her må man væbne sig med tålmodighed. Hvis citrusfrugterne har været meget saftige, kan det godt være den ikke kan suge al siruppen. Her må man også prøve sig lidt frem. Kagen serveres med lidt yoghurt naturel eller creme fraiche, der er rørt med vaniljesukker.
Kagen kan holde sig i en uges tid i køleskabet (hvis den får lov) eller op til 3 måneder i fryseren, hvis man vikler den tæt i husholdningsfilm.

Mine børn er tit med når jeg laver den. De elsker at komme tingene i food processoren og på magisk vis se, at det bliver forvandlet til en kagedej. Den kræver ingen skarpe genstande eller stærke æltemuskler, så de kan være med i hele processen. Kun når man skal lave siruppen, skal man være lidt varsom, da det bliver meget varmt.



2 kommentarer:

  1. Ej hvor både ser og lyder den helt afsindigt lækker! Da jeg er kæmpe fan af alt med citrus, bliver jeg nødt til at prøve den. Et virkeligt yndigt rundt stykke kage, har du brugt en udstikker?
    KH Maiken

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maiken
      tusind tak for din kommentar. Kagen var en stor succes hos ungerne og Lynne. Så jeg vil klart anbefale dig at prøve den. Specielt hvis du er vild med citrus tror jeg den vil falde i din smag.
      Jeg ville enormt gerne kunne sige at det var mine fantastiske evner med en kniv, men jeg må desværre indrømme at jeg har stukket den ud. Jeg har en bunke høje bage ringe i forskellige størrelser som jeg bruger til at bygge kager op. De kan også bruges som udstikkere.

      Slet