Et af vores mål for maden herhjemme i 2012 er at lave flere
spændende grøntsagsretter. Vi tænker traditionelt meget i kød, og synes derfor
det var en rigtig god udfordring at stille os selv. Inspirationen til denne ret
kommer fra folkene ved River Cottage. Vi er blevet meget inspireret af deres
veg everyday serie, og besluttede os for at prøve den, da vi havde nogle
auberginer der skulle bruges.
Retten får en dyb tomatsmag, og auberginerne bliver virkelig
lækre og bløde. Osten i retten tilføjer den en fedme, der står utrolig godt til
grøntsagerne. Det er uden tvivl en af de bedste kød fri retter vi har smagt
længe. Retten skal oprindeligt laves med friske tomater, men da det ikke er
sæson valgte vi at lave den med dåsetomater.
2 auberginer
2 ds. Hakket tomat
1 fint hakket løg
2 fed hvidløg
1 spsk. tørret timian
1 spsk. tørret
basilikum
1 spsk. tørret
rosmarin
1 knsp. sukker
½ dl. Balsamico
eddike
½ dl. rødvin
3 små kugler mozzarella
100 g parmesan
Salt
peber
Auberginerne skæres i strimler på langs af cirka en halv
centimeters tykkelse og saltes let. I mens startes tomatsaucen. Løget svitset i
lidt olivenolie indtil det bliver klart, hvorefter hvidløget kommes til. De
tørrede krydderier tilsættes og det hele røres sammen. Kom balsamicoen i og
reducer det til mængden af væske svarer til en teske. Det samme gøres med
rødvinen.
Herefter kommes tomaterne i. Lad det små simre i en halv
times tid. Efter 15 minutter skylles auberginerne og tørres. De steges nu ved
ret høj varme på en pande med lidt olivenolie, i cirka 2 minutter på hver side indtil
de har fået stegeskorpe. Når alle auberginerne er stegt smages tomatsaucen til
med salt, peber og evt. sukker hvis den mangler lidt sødme.
Retten bygges op ved at starte med et lag auberginer,
hvorefter der smøres et lag tomatsauce ud over det. Læg nogle skiver mozzarella
ovenpå, og drys med parmesanen så der ligger et fint lag. Herefter gentages
indtil alle ingredienserne er brugt. Bag den i ovnen ved 180° i cirka 35
minutter. Server med noget godt brød, pasta eller en god salat. Man kan også
servere den med kød, men retten er fantastisk god i sig selv, og har ikke behov
for kød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar