Chili con carne er en af de
retter, jeg har lavet ofte hele mit voksenliv. Jeg har altid et par portioner i
fryseren, til de dage hvor man ikke lige kan overskue at lave mad. Det er en
ret som, i hvert fald, i min udgave konstant udvikler sig og kan varieres alt
efter hvad man lige har tilgængeligt i køkkenet. Man kan både bruge hakkekød
eller hele stykker, og man kan variere hvilken typer bønner man bruger. Hvis
man søger lidt på nettet kan man tydeligt se, at det er en ret der kan varieres
i det uendelige. Stort set hver kok har sin egen opskrift på den bedste chili.
Her kommer min.
Opskrift Chili con carne
1 kg okseklump i mundrette stykker
3 hakkede løg
6 fed hvidløg
2 røde pebre
1 lille dåse tomat koncentrat
1 ds. Hakkede tomater
500 ml oksebouillon
1 kop kaffe
300 g opblødte Pinto bønner
300g opblødte sorte bønner
100 g majs
3 tsk. spidskommen
1 spsk. kakao
1 spsk. oregano
1 tsk. paprika
2 tsk. chipotle pulver
1 tsk. ancho pulver
3 tsk. pasilla pulver
1 tsk. cayenne
3 spsk. brun farin
1 kanelstang
Saften af en lime
Salt
Peber
Opskrift Mangosalsa
1 moden mango
2 forårsløg
1 fint snittet rødløg
8 modne cherry tomater
Skallen fra 1 lime
1 tsk. sukker
Salt
Peber
Opskrift Tortillas
330 ml varmt vand
250 g Masa Harina
Kødet til chilien brunes ved
høj varme i mindre portioner i lidt olie, så de bliver stegt i stedet for at
koge i deres egen saft. Kødet krydres med salt og peber. Derefter svitset
løgene i samme gryde og når de er klare tilsættes hvidløget. Sammen med
hvidløget kommes alle krydderierne undtagen den brune farin. Når de er svitset
sammen tilsættes kødet og de røde peber og røres sammen med løgene. Tomat koncentratet
tilsættes og svitses. Herefter kommes dåse tomat, kaffe, bouillon og den brune
farin. Dette skal simre i cirka 2 timer afhængig af hvor store stykker kød man
har brugt. I løbet af de 2 timer kan man smage på det et par gange, og vurdere
om det trænger til mere burn faktor. Derefter tilsættes bønnerne og det hele
simrer videre i 1 time. Herefter tilsættes majsene, og det simrer en sidste
gang i en halv time. Smag til med limesaften, salt og peber og tilsæt evt.
noget cayenne peber hvis man ønsker det stærkere. Denne opskrift er ikke
stærkere end at mine børn kan spise det, så det kan sagtens være at du ønsker
det stærkere.
Serveres med creme fraiche
til og evt. ris, hvis man har lyst til det.
Til mango salsaen snittes
mangoen og tomaterne i små tern. Løgene og forårsløgene snittes meget fint. Det
blandes sammen og krydres med sukkeret, saltet, peberen og lime skallen. Hvis
man vil have det lidt mere syrligt kan man tilsætte lidt limesaft.
Til tortillas blandes masa
harina med det varme vand, hvorefter det skal hvile i 15 minutter tildækket.
Herefter presses eller rulles (mellem to stykker bageparpir) tortillaerne ud i
tynde cirkler der bages på en tør varm pande. Giv dem 30 sekunder på den ene
side og vend dem så og giv dem et minuts tid på den anden side. Derefter skal
de vendes et par gange, til de er færdige. De skal gerne være så tynde at de
ikke puffer op og laver en luftpude inden i. Masa harina smager helt anderledes
end hvedemel. Det smager lige som tortilla chips. Hvis man ikke har masa harina,
kan man godt bruge hvedemel, men resultatet bliver ikke det samme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar