- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

søndag den 9. juni 2013

Irsk kaffe kage med trøffel af hvid chokolade og whisky

Når vi en sjælden gang laver en kage der ikke er til en børnefødselsdag, kan jeg rigtig godt lide at komme lidt alkohol i den. Jeg har et stykke tid gået og leget med tanken om at lave en irsk kaffe om til en kage. Jeg valgte at lave en hvid chokolade trøffel i stedet for at bruge ren flødeskum, da jeg synes det giver en rigtig god smag til kaffen i kagen. Whiskyen i den træder meget tydeligt frem og giver kagen en klar fornemmelse af irsk kaffe.


Opskrift
Nøddebund:
160 g hasselnødder
4 æggehvider 
160 g rørsukker 
1 spsk. mel

Hvid chokoladetrøffel:
200 g hvid chokolade
2 dl piskefløde
½ dl whisky

Kaffefromage
6 æg (delt)
4 dl piskefløde
8 blade husblas
2 dl stærk kaffe
0,75 dl whisky
250 g brun farin

Du skal riste hasselnødderne på en tør pande, til de begynder at sige små knæk. Pas på de ikke får for meget og bliver brændte. Hak dem fint bagefter. Det er lettest i en minihakker. Tænd ovnen på 200°.
Æggehvider og sukker skal piskes til en stiv marengs. Jeg kom en lille smule citronsaft i skålen fordi det hjælper hviderne med at stivne, da det ødelægger evt. fedtstof i skålen. Fedtstof ødelægger æggeviders evne til at stivne. Start med at piske æggehviderne og kom sukkeret i lidt af gangen.  Vend hasselnødderne og melet i til sidst. Læg et stykke bagepapir i bunden af en 28 cm. springform. Hvis man sætter en lille klat smør under papiret, bliver det liggende på samme sted, og glider ikke rundt. Nøddemarengsen skal fordeles i et jævnt lag i formen. Det skal være ca. 1,5 cm. Det kan godt være, du får noget til overs. Det kommer lidt an på, hvor meget luft du har fået pisket i æggehviderne. Bag den i ca. 18 min. Den skal være helt kold, før du kommer moussen på.
Til den chokolade trøffel starter man med at hakke chokoladen fint. Bring piskefløden til lige under kogepunktet i en gryde. Hæld den af 2 omgange over den hakkede chokolade og rør det godt sammen mellem hver gang. Den varme fløde skal smelte chokoladen, så det bliver en homogen masse. Når det er helt smeltet sammen kommes whiskyen i. Stil det køligt natten over. Når den har sat sig skal den lige piskes op. Start på den laveste hastighed og pisk den indtil den er blevet cremet og tyk. Fordel den herefter på den afkølede nøddebund.

Til kaffefromagen starter man med at komme husblassen i en skål med koldt vand. Lad det trække i cirka 10 minutter. I mens piskes æggeblommerne lyse og luftige med sukkeret. Når husblassen er blevet blød smeltes den i den varme kaffe. Sørg for at være grundig med det, så det hele er opløst. Kom herefter blandingen i æggesnapsen sammen med whiskyen og rør det godt sammen. Det skal gå hurtigt, så man undgår æggestrenge i den færdige fromage. Lad det køle af indtil det begynder at tykne lidt. Det går rimelig hurtigt. I mens piskes fløden til skum og når æggemassen er kold og begyndt at tykne vendes flødeskummet i. Herefter piskes æggehviderne stive og de foldes forsigtigt i. Fold det hele igennem så der ikke er nogen klumper af flødeskum eller æggehvider. Hæld det over i kageformen med bunden og trøflen og stil den køligt til kaffefromagen er helt stiv.

6 kommentarer:

  1. Novra for en lækkerbisken!

    Dén skal så meget prøves af, måske som dessert til kaffen til personale sommerfesten ... mums.

    Tak for den opskrift.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar. Jeg håber du kan lide den hvis du får den prøvet af.
      Mvh
      Ulrik

      Slet
  2. Tak for den opskrift, jeg har prøvet at lave kagen, den smager himmelsk, ikke mindre end det. Mine gæster var meget overrasket over denne kage. Jeg kom også til at fortælle dem hvor jeg havde opskriften fra :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for kommentaren. Jeg er glad for at du kunne lide den. Og det er rigtig sødt af dig at fortælle, hvor du har opskriften fra :)

      m.v.h.

      Ulrik

      Slet
    2. Hej Rikke,
      Jeg er rigtig glad for at du godt kunne lide kagen. Og det er super venligt af dig, fortælle om bloggen.
      m.v.h.
      Ulrik

      Slet
  3. Det er en vildt lækker kage. Gæsterne var meget begejstrede.

    SvarSlet