- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

torsdag den 23. august 2012

Blomkålskarrysuppe med æble og ristede mandler


Jeg er faktisk begyndt at blive ret glad for supper. Jeg havde et blomkålshoved og lidt andre grøntsager der skulle til at bruges snart. Når jeg har det ender det tit med at jeg laver supper. De er nemme, smager godt og er gode at fryse så man har en portion aftensmad til en anden god gang. Det er ikke så længe siden jeg lavede blomkålssuppe sidst hvor jeg brugte lidt fløde, så jeg havde lyst til noget helt andet. Jeg havde et enkelt æble og kom til at tænke på karry. Jeg elsker karry og æble sammen med blomkål. Jeg plejer at riste det sammen på en pande, men nu tænkte jeg at det kunne blive til en suppe. For at give det lidt tekstur valgte jeg at riste lidt mandler til og drysse ud over.


Opskrift
1 blomkålshoved
1 løg
2 gulerødder
1 æble
1 tsk paprika
1 tsk stødt spidskommen
2 spsk karrypulver
1½ l god hønsebouillon
100 g mandler
Paprika
Salt
peber
olie

Del blomkålen i mindre stykker og kom den i en gryde med lidt olie. Steg den ved middelvarme indtil den tager en lille smule farve. Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Skær æblerne i både og kom begge dele i gryden. Del løget i 2 og kom det i gryden. Bland det hele sammen og kom krydderierne i. Lad det riste indtil der breder sig en duft af karrypulveret fra gryden. Hæld bouillonen i og lad det hele koge i et kvarters tid. I mens ristes mandlerne på en varm pande i lidt olie sammen med noget salt og paprika. Hvor meget afhænger af din smag. Jeg kan godt lide at de er rimelig salte når de skal bruges til supper. Rist dem indtil de har taget en smule farve.
Når grøntsagerne er kogt møre blendes de med en stavblender og suppen smages til med salt og peber. Server den varm med mandlerne drysset ud over. Man kan også komme lidt korianderblade ovenpå hvis man har det. Det passer rigtig godt til karrysmagen.

4 kommentarer:

  1. Hurra - jeg har et par blomkål i grøntsagskuffen der venter på at blive brugt - sidste salgsdato er forlængst overskredet tror jeg:-). Nu ved jeg hvad de kan bruges til.
    Hilsen Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Charlotte
      Det var godt at du kunne blive inspireret. Suppen er rigtig lækker så du skal helt sikker prøve den.
      Mvh
      Ulrik

      Slet
  2. Mmm, jeg er fristet! Elsker æble i supper, og med karry, det lyder godt! Den husker jeg lige :)
    KH Maiken

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maiken
      Tak for din kommentar. Dejligt at høre at du blev fristet. Den var også god. Jeg håber du prøver den.
      Mvh
      Ulrik

      Slet