- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

fredag den 20. juli 2012

New York Cheesecake



Jeg elsker cheesecake, men det er desværre alt for sjældent at jeg få prøvet at bage en selv. Nu er det også mest Ulrik der bager kager herhjemme, men jeg kan faktisk også rigtig godt lide at lave kager, så da vi fik gæster, og det var USA's uafhængighedsdag, så vi havde amerikansk madtema. Derfor tænkte jeg, at en klassisk New York cheesecake ville være på sin plads. Det er også en kage, jeg aldrig selv har prøvet at lave, så jeg glædede mig til at prøve den. Den viste sig, at være utrolig nem at lave. Det på trods af, at vi ikke havde en springform og blev nødt til at bage kagen i en sautepande. De første stykker var lidt svære at få op af panden, men det blev lettere efter hånden som der blev taget af den.

Opskrift
16 digestive kiks (opskriften lød på grahamskiks, men det var desværre umuligt at få)
2 spsk. Smeltet smør
800 g Philadelphia (svarende til 4 pakker)
3,5 dl sukker
1,7 dl sødmælk
4 æg
2,3 dl creme fraiche
1 spsk. Vaniljesukker eller 1 tsk. vaniljeekstrakt
skallen af 1-2 øko citon
½ dl mel

Først skal kiksene mases og smuldres til en temmelig fin konsistens. Det gør ikke noget, at der er nogle halvstore stykker imellem, men det meste skal være som groft rugmel. Det er super, hvis du har et par unger til at gøre denne del for dig! Tilsæt derefter det smeltede smør og bland godt rundt. Gerne med klør fem. Hæld blandingen over i en form. Det er en fordel hvis man har en springform, men andet kan også gøre det. Det vigtigste er at den kan tåle at gå i ovnen. Det kunne sautepanden heldigvis… Vi har ofte brugt mere smør, end opskriften anbefalede, men denne gang ville jeg prøve, at holde mig til opskriften. (Selvom jeg fandt det svært) Det virkede rigtig fint og bunden blev mindre fedtet af det, end den plejer.
Derefter skal selve cheesecake blandingen laves. Bland friskosten og sukkeret sammen til konsistensen er glat. Bland derefter mælk i og pisk derefter et æg af gangen i. I dette stadie må der ikke røres for meget. Hæld resten af ingredienserne i. Jeg brugte skallen fra en citron, som var mere end den opskrift jeg havde fundet og synes faktisk godt, at den kunne have brugt endnu mere, så er du glad for citronsmag, så tøv endelig ikke med at putte skallen fra to citroner i. Det vil jeg gøre næste gang. Hæld så blandingen over bunden, løft formen lidt op fra bordet og lad den forsigtigt dumpe ned på bordpladen, så massen fordeler sig pænt.
Den skal bages i en time ved 175° Jeg lagde et stykke stanniol over, da jeg var bange for, at kagen ville blive brun på toppen. Når kagen er bagt, skal den have lov til at køle af i 4 timer i ovnen, før den overføres til køleskabet. Dette er for at forhindre, at den revner. Hvis du har lagt stanniol over, skal det fjernes før den køler af, ellers vil det danne kondensvand, som drypper ned på kagen og gør den grim. Kagen skal være helt kold ved servering, så det er bedst at lave den tidligt fra morgenstunden af, eller helst dagen før. Den holder sig rigtig godt et par dage i køleskab, men pas på, den tager let smag fra andre varer i køleskabet.
Jeg har brugt en amerikansk opskrift, som brugte lbs og cups hvilket er grunden til de lidt skæve mål i min opskrift, men kan man se bort fra det, så er det en rigtig nem og lækker opskrift.


4 kommentarer:

  1. Ser vildt lækker ud og vil lave den på mandag :) hvor stor skal springformen være? Mvh. Heidi

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi
      Så håber jeg den bliver god. Springformen skal være 28 cm.
      Venlig hilsen
      Lynne

      Slet
    2. Det er jeg sikker på den gør! Dog tænker jeg at lave halvdelen til en springform på 18 cm. Vil det ille være passende tror du? Der er kun mig og min mand nemlig! ��

      Slet
    3. Det er jo ikke helt halv størrelse af en 28 cm, så den bliver nok lidt fladere, men det betyder ikke noget for smagen. God appetit :-)

      Slet