Jeg skal starte med at sige at jeg ikke ved hvorfor de
hedder flute i Danmark, når de nu hedder baguette i Frankrig. Men uanset hvad
det hedder, smager de helt fantastisk godt og har en sprød knasende skorpe. Det
er milevidt fra de billigste frostudgaver man kan få i supermarkederne. Det er
et ret simpelt brød. Der er ikke ret mange ingredienser, men hemmeligheden
ligger i æltningen og bagningen. Hvis man får gjort begge de to ting rigtig
godt får man en himmelsk oplevelse.
Opskrift (4 flute)
5 dl lunkent vand
1 dl surdej
15 g gær
15 g groft salt
900 g hvedemel
Lidt olivenolie til
pensling
Start med at røre gæren ud i det lunke vand. Tilsæt herefter
surdejen og rør det sammen. Tilsæt halvdelen af melet og rør det hurtigt
igennem. Når melet er absorberet tilsættes det meste af det resterende mel og
saltet. Ælt dejen grundigt igennem. Gerne på en maskine. Den skal æltes så
meget at man kan tage et stykke dej og strække det så meget at man kan se igennem
det. Hvis dejen sprækker inden man kan det må den æltes mere. Hvis dejen er for
fugtig justeres der med lidt mere mel. Bruger man en røremaskine skal dejen
slippe skålens sider men ikke i bunden. Når dejen er æltet færdig stilles den
til hævning et lunt sted i ca. 2 timer. Når dejen er hævet vendes den ud på et
bord og deles i 4 stykker. Bank hvert stykke til et aflangt fladt stykke. Fold
først den ene tredjedel, på den lange led, ind over midten og derefter den
sidste tredjedel. Læg dem på en fluteform eller en bageplade med bagepapir, med
samlingen nedad. Form alle flutesne på denne måde. Pensl dem let med olivenolie
og stil dem tildækket til efterhævning i 2 timer mere. Når der er en halv time
tilbage af hævetiden tændes ovnen på 230°. Sæt en plade i midten af ovnen og en
bradepande i bunden. Når ovnen er helt varm og flutesne har hævet færdig sættes
de ind på pladen. Samtidig hældes et glas vand i bradepanden og ovndøren lukkes
hurtigt. Efter 5 minutter kommes endnu et glas vand i bradepanden. Bag flutesne
i 20 – 30 minutter afhængig af hvordan din ovn varmer. Første gang du laver med
dem så følg med efter 20 minutter. De skal være gyldne og have en fast skorpe.
Lad dem køle af på en rist når de er færdige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar