Nogen gange gider jeg bare ikke spise rugbrød til aftensmad. Det gælder specielt i weekenden. Denne hurtige snack er bare perfekt til en doven lørdag, hvor man har brug for lidt ekstra krydderi. Denne opskrift er til en portion, gang op, hvis du har en god appetit, eller hvis du skal brødføde flere.
Opskrift:
2 tortillapandekager
en god håndfuld revet ost
1/2 tomat
1-2 syltet chili - jalapenos eller lignende. Vi har selv syltet nogle Hungerian black, som jeg brugte.
Salt og peber
Befri tomaten for kerner og skær den i tern. Skær chilierne i små tern. Læg den ene tortilla på en pande. Drys med ost, tomat, chili og krydder med salt og peber. Læg den anden tortilla ovenpå. Sæt panden på en varm plade og lad quesadillaen varme, til osten er næsten smeltet. Læg en tallerken over quesadillaen og vend det hele om. Tip forsigtigt quesadillaen tilbage på panden, så den anden side vender nedad. Varm den på den anden side i et par minutter. Vip den tilbage på tallerkenen, skær den i fire stykker og server. Gerne med en kold øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar