- En blog om maden i vores liv -
Velkommen til vores spisekammer. Tak fordi du læser med. Hvis du ligesom os, elsker at eksperimentere i køkkenet, vil du sikket finde noget af interesse her.
Vi har i mange år gået passioneret op i fremstilling af mad og har ofte brugt nettet, til at finde frem til specielle opskrifter på dette og hint. Nu mente vi, at det var vores tur til at give noget tilbage.

God appetit
Lynne og Ulrik

onsdag den 13. marts 2013

Risotto med skaldyr og fennikel



Vores børn er heldigvis glade for både fisk og skaldyr, så de kommer ofte på menuen herhjemme. Ingen af dem ville dog spise ’babyblæksprutterne’ i denne ret, da det var ’synd for dem’ som de sagde. Det er faktisk første gang, at de ikke har villet spise noget med den begrundelse. Jeg synes det var lidt sjovt, for de spørger altid hvor det kød vi får kommer fra, og så svarer vi at det er and, gris, lam, eller hvad det nu er vi spiser. Så plejer de at sige, at det smager godt og spiser videre. Men babyblæksprutterne var det altså synd for. Man lærer noget nyt hver dag.


Opskrift
2 dl. risottoris
2 skalotteløg eller 1 lille løg
olivenolie
1 stængel bladselleri
½ fennikel
½ dl. hvidvin
ca. 1 l hønsebouillon
en lille klump parmesanost
en klat smør
Salt og friskkværnet peber
Blandede skaldyr

Snit løg, bladselleri og fennikel i små tern og svits dem i olien til løgene bliver blanke. Tilsæt ris og hvidvin og lad vinen koge ind. Nu skal bouillonen tilsættes lidt af gangen, under konstant omrøring ved medium varme. Det satte jeg min datter på snart 5 år til og jeg måtte lige være lidt over hende, så hun fik rørt hele tiden, men ellers gik det rigtig godt.
Smag på risene undervejs, så du ved hvornår de er færdige. Risottoen må godt være lidt våd i det, da den suger mere væske, når man har taget den af varmen. Når risene er færdige tilsættes smør og revet parmesan.
Vi havde en pose blandede skaldyr i fryseren. Dem vil jeg dog bestemt ikke anbefale. De var vandede og gummiagtige. Køb hellere friske skaldyr, eller nogle gode frosne tigerreger. Jeg tror de er røget i indkøbskurven en dag, hvor jeg blev fristet af prisen. De koster virkelig ikke ret meget, men man får altså også hvad man betaler for i dette tilfælde. Nå. Under alle omstændigheder skal de steges i smør eller olie og gerne med et fed hvidløg eller to. Du kan vende dem i risottoen, eller lægge dem ovenpå, som jeg har gjort. Drys med fennikeltoppen - det ser så fint ud og giver også ekstra smag af fennikel.
Jeg kan virkelig godt lide den cremede konsistens risotto får og hver gang vi laver det, opdager vi, at det laver vi da alt for sjældent. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar