Nogle vil nok kalde det en ketosediæt, men vi følger lidt vores egne regler og derfor kan opskrifterne ikke altid bruges i den henseende. Vi har oplevet en væsentlig forbedring af vores velvære i forbindelse med det, og vi føler os mætte på en meget mere behagelig måde.
Nogle gange trænger vi dog til noget sødt og her har vi fundet et par alternativer til traditionel slik og kage. Her er vores variant af dadelkugler med et twist af citrus, som gør dem dejligt friske.
Ingredienser:
Ca. 45 pistacenødder (Kan erstattes af 20 mandler) Reven skal af ½ citron 3 spsk usødet kakaopulver 1 spsk kokosolie 3 spsk kokosmel 150 g dadler uden sten Lidt friskpresset citron
Start med at blende nødder, kakaopulver og citronskal til nødderne er i små stykker. Det tager lidt tid, men det skal heller ikke blendes helt til mel.
Tilsæt kokosolie, kokosmel, dadler og blend til det er godt blandet sammen.
Tilsæt citronsaft til det får den ønskede konsistens.
Sæt massen på køl i ½ time, så er den lettere at rulle
Rul kugler i mundret størrelse og vend i kakao, kokosmel eller finthakkede nødder.
De holder sig en lille uges tid på køl, hvis I altså ikke har spist dem inden da. Hos os holder sådan en portion et par dage, men det kræver også lidt rygrad, men vi nyder at kunne spise et par stykker om aftenen med god samvittighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar