Jeg havde fødselsdag i weekenden og har længe gået med en
ide til en kaffekage. Jeg ville gerne have at den var let og at folk der ikke
normalt var så vilde med kaffe kunne spise den. Jeg valgte at lave en
makronbund, espressotrøffel og kaffefromage. Resultatet var ret succesfuldt.
Den blev let og lækker og alle gæsterne kunne lide den. Også dem der normalt
ikke er til kaffe. Den havde en meget fin sart smag af kaffe og trøflen gav den
lidt tyngde i munden og efterlod en lang lækker chokolade efter smag.
Kaffefromagen nærmest smeltede i munden med det samme og var meget let og
luftig. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har lavet den kage. Eller
kaffefromagen for den sags skyld. Jeg havde lidt til overs som jeg kom på glas
og serverede som kaffefromage dagen efter. Det fungerede også rigtig godt.
Opskrift (passer til
en 28 cm springform)
Makronbund
200 g marcipan
100 g sukker
3 æggehvider
Espressotrøffel
200 g mørk chokolade
3 dl piskefløde
1 tsk honning
1 dl espressobønner
Kaffefromage
6 æg (delt)
4 dl piskefløde
6 blade husblas
2½ dl stærk kaffe
200 g sukker
Pynt
1 dl piskefløde
8 chokoladekringler
Til espressotrøflen starter man med at varme piskefløden op
sammen med espressobønnerne til lige under kogepunktet. Lad det efterfølgende
trække i 1 time. Derefter hakkes chokoladen groft og kommes i en skål. Kog
piskefløden op med bønnerne og honning. Når det lige akkurat koger hældes det
gennem en så bønnerne bliver taget fra. Hæld langsomt en tredjedel af det til
chokoladen og rør det godt igennem. Gentag indtil al fløden er rørt ud og al
chokoladen er smeltet. Det skal være en blank og homogen masse. Stil det til
afkøling i 3 – 4 timer eller natten over.
Til makronbunden blandes alle ingredienserne sammen i en
skål og det æltes sammen indtil det er en ensartet og blød masse. Fordel det i
en smurt bageform og bag det i cirka 20 minutter ved 200°. Den skal være gylden
ovenpå. Pas på den brænder nemt hvis den får for meget. Lad bunden køle af og
fordel espressotrøflen i midten af den. Det skal ikke gå helt ud til kanterne.
Til kaffefromagen starter man med at komme husblassen i en
skål med koldt vand. Lad det trække i cirka 10 minutter. I mens piskes
æggeblommerne lyse og luftige med sukkeret. Når husblassen er blevet blød
smeltes den i den varme kaffe. Sørg for at være grundig med det, så det hele er
opløst. Kom herefter blandingen i æggesnapsen og rør det godt sammen. Det skal
gå hurtigt, så man undgår æggestrenge i den færdige fromage. Lad det køle af
indtil det begynder at tykne lidt. Det går rimelig hurtigt. I mens piskes
fløden til skum og når æggemassen er kold og begyndt at tykne vendes
flødeskummet i. Herefter piskes æggehviderne stive og de foldes forsigtigt i. Fold
det hele igennem så der ikke er nogen klumper af flødeskum eller æggehvider.
Hæld det over i kageformen med bunden og trøflen og stil den køligt til
kaffefromagen er helt stiv. Hvis der er noget tilovers kan det kommes i glas og
spises selvstændigt som kaffefromage. Pynt kagen med flødeskum og
chokoladekringler.
Uhm, den ser jo alt for skøn ud :) Især for en kaffeelsker som jeg, der slet ikke kan få "kaffe-bagværk" nok :)
SvarSletMange tak for din kommentar.
SvarSletHvis du i forvejen er glad for kaffedesserter tror jeg denne kage er lige noget for dig
Mvh
Ulrik
En fryd for øjet - er ikke i tvivl om det er en himmerigsmundfuld. Vil være oplagt til en afprøvning her i weekenden - må dog have indkøbt lidt mere fløde:-).
SvarSletHilsen Charlotte
Fløde er heldigvis ret nemt at opdrive. Og jeg tror ikke det bliver det samme uden :). Håber du synes om den hvis du prøver den af i weekenden. God fornøjelse
SvarSletUlrik
Uhh, lækkert! Den må jeg helt klart prøve engang.
SvarSlet