Jeg har i år haft held med at plante vild rucola. Det vokser
rigtig godt og vi kan høste en masse i disse dage. Jeg har brugt en god portion
til at lave en lækker rucolapesto. Den kan bruges til rigtig mange ting og
holder sig godt en uges tid i køleskabet. Ind til videre har vi brugt den på
pizza, nye kartofler, pasta, på en spegepølsemad og på nybagt brød. Den er
forholdsvist billig at lave, vi havde faktisk alle ingredienserne i forvejen og
det gjorde den selvfølgelig ekstra billig. Har man ikke lige vild rucola i
haven, så kan man sagtens købe den almindelige, selvom smagen ikke er ligeså
intens og pebret. Har man mulighed for at plante den vilde sort, så kan jeg
klart anbefale det. Det er stort set det eneste jeg har sået i år, som der ikke
er gået dyr i og det kommer rigtig meget. Den vilde sort er en flerårig plante
og bliver efter nogle år busklignende. Den smager helt forrygende og kommer
oven i købet tidligt. Alt i alt en rigtig god plante. Blomsterne er også
spiselige og kan ses på billedet ovenfor. Her kommer min opskrift på
rucolapesto. Jeg har lavet den lidt på slump, så målene er ikke helt nøjagtige.
Opskrift:
Et stort bundt rucola, svarende til en pakke
2 fed hvidløg
en håndfuld basilikumblade
en håndfuld mandler
50 g parmesan
et skvæt citron
godt med groft salt
god olivenolie
Et stort bundt rucola, svarende til en pakke
2 fed hvidløg
en håndfuld basilikumblade
en håndfuld mandler
50 g parmesan
et skvæt citron
godt med groft salt
god olivenolie
Skær osten og hvidløget i mindre stykker. Put alle de tørre
ingredienser i en foodprocessor og kør den et par gange. Tilsæt citronsaft og
lidt olie. Start foodprocessoren og hæld olie i til den har den ønskede
konsistens. Smag til med salt og evt. mere citron og hvidløg. Denne pesto har
en mild smag af basilikum, men smagen af rucola er klart dominerende. Vi har i
lang tid brugt mandler i stedet for pinjekerner til pesto, da de er en del
billigere og jeg synes smagen af mandler er rigtig god i pestoen. Er man mere
til pinjekerner, så erstat mandlerne med dem. Det er en god ide, at riste
pinjekernerne på panden først. Det giver en dybere nøddesmag. Det kan man
selvfølgelig også gøre med mandlerne. Det er vigtigt at bruge en god olivenolie
til pesto, har man ikke det eller vil ikke ofre penge på en, så kan man i
stedet bruge halv olivenolie og halv raps eller solsikkekerneolie, da de smager
mindre igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar